Mening: Den lave jordbane bliver for overfyldt, og det er et problem for os alle sammen

I årevis har jeg hørt om tusindvis af satellitter, der kredser omkring Jorden, ligesom de utrættelige skyer af myg, der sværmer omkring rejsende på tropiske ferier eller i parker om sommeren. Men Jorden holder ikke ferie – den skal håndtere dette hver eneste dag. Og situationen er mere kompliceret, end jeg troede.

Sidste uge opfordrede De Forenede Nationer virksomheder og regeringer til at samarbejde og arbejde sammen om at styre satellitter. Der er over 14.000 satellitter – over 6.700 tilhører Elon Musks Starlink – og mere end 120 millioner stykker rumskrot i kredsløb, og det tal forventes kun at stige. Også sidste uge annoncerede flere europæiske rumfirmaer – Airbus, Thales og Leonardo – et nyt partnerskab for at konkurrere mod Starlink med flere satellitter og lignende tjenester.

Mens teknologisk innovation er spændende og bliver mere og mere nødvendig – satellitter hjælper os med at kommunikere globalt, orienterer os med vores GPS, forudser vejret, og underholder os med internetforbindelse i fjerne områder og tv-shows – bliver lav jordbane (LEO) for overfyldt.

Og der er en alvorlig ulempe ved denne situation, risikoen for kollision stiger, og konsekvenserne er alvorligt bekymrende.

Den nuværende situation

Vi er nok mere afhængige af satellitter, end vi tror. Som en person, der i høj grad stoler på Google Maps for at finde rundt i enhver by, eller Waze til at køre alene hvor som helst, erklærer jeg nu, at jeg tilslutter mig denne udtalelse.

Satellitters indflydelse i det moderne samfund er enorm, og regeringer og virksomheder stoler mere og mere på det. Italien meddelte for nylig et partnerskab med Starlink for at levere internettjenester i fjerntliggende områder, og Apple planlægger at bringe satellitforbindelse til Apple Watch næste år for at tillade brugere at sende beskeder uden internet eller mobilforbindelse. Der er nyheder hver uge om nye satellitopsendelser, tjenester eller forskningsudviklinger med denne teknologi.

Satellitter Kan Styrte Ned

Det er svært at se satellitter fra jorden, især fra store byer med kraftig lysforurening, men de er der. Jeg husker, at jeg spottede dusinvis af satellitter en nat i det nordlige Chile, i Valle del Elqui – en verdensklasse destination for stjernekig – men der er ingen grund til at rejse til destinationer med klart himmel for at forstå dette fænomen, det er faktisk bedre at se det online, da du kan få et bedre perspektiv og forståelse af problemet.

Jeg opdagede for nylig LeoLabs’ interaktive kort som viser objekter i kredsløb i realtid og det er meget mere skræmmende end min sjove udendørs oplevelse. Med opdaterede data tillader LeoLab – et firma specialiseret i at spore objekter i kredsløb – besøgende at bruge kortet til at zoome ind og ud, filtrere og sortere objekter til uddannelses- og forskningsformål.

Efter at have set det kort kan det store spørgsmål let dukke op i vores hoveder: Hvordan kan de alle blive i kredsløb uden at kollidere? Takket være træghed og tyngdekraft – og sandsynligvis held på dette tidspunkt. Satellitter er strategisk placeret, med en præcis hastighed, for at de kan blive på deres bane og bliver overvåget og kontrolleret af flere organisationer, men disse organisationer er også bekymrede.

Frygten er berettiget. Eksperter har registreret nedbrud og farlige situationer i de forgangne år, og der har været mange udfordringer på vejen. Rumskrot – produceret af både menneskelig og naturlig aktivitet – samt “døde” satellitter – mange holder op med at fungere efter blot et par år – er svære at forudsige og kontrollere.

Videnskabsjournalist Marina Koren skrev et brilliant indlæg for The Atlantic udgivet i juni, hvor hun forklarede, at to vigtige satellitter – en fra Rusland og en anden fra USA – næsten kolliderede i år. Hun interviewede forskere, og nogle eksperter indrømmede at være blevet meget skræmte. De var enige om, at konsekvenserne af, at dette sker, kunne være “katastrofale,” og risikoen er overhængende.

Hvis flere satellitter kolliderer, kan mange ting ske. Fra at miste vores fungerende smartphones til ikke at kunne betale med kort til at have hundreder af flyaflysninger—husker du dette års fejl i Microsoft Cloud, der skabte kaos på lufthavne verden over? Ja, noget i den stil. I det værste tilfælde kunne vi stå over for Kessler-syndromet, et hypotetisk fænomen, hvor satellitter og affald fortsat kolliderer, indtil Jordens kredsløb bliver ubrugeligt for satellitteknologi.

Kan vi ikke bare ordne det?

Tja, det er ikke så let. At designe et system, som alle nationer og virksomheder kan blive enige om og stole på, er en enorm udfordring. Forskellige lande har deres egne regler og love om rummet, og information om satellitpositioner deles ikke altid åbent.

Ifølge nye data fra WorldAtlas, har USA en rekord på 247 militære satellitter i kredsløb, efterfulgt af Kina med 157 og Rusland med 110. Disse enheder har kraftfuld teknologi som sensorer og højopløselige kameraer, der hjælper med kommunikation, præcise lokationer og overvågningsinformation. Kan du se disse tre lande dele ægte data om deres militære satellitter? Jeg heller ikke!

Virksomheder kan også tøve med at give detaljer om deres rumfartøjer, idet de betragter det som følsomme forretnings- eller sikkerhedsdata. At blive enige om et globalt sæt af standarder betyder at samle alle aktører ved samme bord – en næsten utopisk ide givet dagens komplekse politiske miljø.

Tegn På Håb

Men der er håb. Flere organisationer arbejder på løsninger for den overfyldte trafik i LEO (Low Earth Orbit) og på måder at reducere rumskrot. LeoLabs radar netværk hjælper med at spore satellitter i realtid og advare organisationer, og de arbejder sammen med den amerikanske regering for at forbedre og udvikle deres system.

Den Europæiske Union har skabt et Space Traffic Management program for at reducere rumskrot med internationale aftaler, forskningsoperationer, bæredygtige regler og sikkerhedsforanstaltninger, der skal forbedre rumtrafikken. Det Europæiske Rumagentur (ESA) har forpligtet sig til en ‘Zero Debris tilgang‘ inden 2030, hvilket får virksomheder og regeringer til at tage hånd om deres affald.

“Vi sigter efter regler, der kan sammenlignes med alle nationalparker på Jorden – hvad du tager med ind, skal du tage med dig, når du forlader dem,” udtaler ESA’s hjemmeside.

Andre virksomheder som det schweiziske opstartsfirma ClearSpace og det japanske Astroscale udvikler “rumrens”-missioner for at fjerne affald og døde satellitter. Men disse metoder er dyre, kræver brændstof og mere rumrejse. Rengøringsservice som en rumvirksomhed er stadig i en meget tidlig fase.

For at opnå balance og et bæredygtigt system for orbital trafik omkring vores planet, kræves en kombination af strategier, internationale alliancer og måske en smule held. Aktuelle initiativer rummer stort potentiale, og selvom vi stadig er langt fra at opnå det, synes det, at med vedholdenhed, indsats, bevidsthed og beslutsomhed, er en løsning inden for rækkevidde.